onsdag den 29. september 2010

1 2 3 Bang!!

Jo det handler om noget så kedeligt som cykelhjelme. Igår da jeg var på vej hjem fra mit arbejde blev jeg nemlig involveret i en trafikulykke. I den forbindelse fik mit jeg blandt andet slået begge mine fortænder ud. Det var bestemt ikke sjovt men det kunne have været meget værre. Jeg havde nemlig husket at tage denne her på. 
Mellem os sagt var det rigtig heldigt, for jeg glemmer dem nemlig ganske ofte og kæresten min har helt droppet at bruge sin hjelm. Som jeg tror det er tilfældet i de fleste andre familier passer vi meget bedre på vores børn end på os selv. Vi glemmer f.eks. aldrig at give vores børn cykelhjelm på. Når det er koldt er det altid ungerne der har det lækre uldne undertøj på, de lammeskindsforede vinterstøvler, hue og vanter, mens vi selv går rundt og klaprer tænder fordi vi ikke har ydet os selv den samme omsorg...

Det er lidt tankevækkende. Det er jo os der er omdrejningspunktet i vores børns liv og vi skylder da både dem og os selv at passe godt på os selv. 

Så derfor de damer.. Min mission med dette indlæg er altså en kæmpe opfordring til at huske at tage cykelhjelmen på for de af jer der ejer én og for jer andre, skynd jer ud at købe én. Der er faktisk mange som er ret smarte.

 Ihvertfald er der ikke længere nogen beboere i dette hus som får lov til at hoppe på cyklen uden hjelmen


Siden jeg ikke kan eller må få andet end flydende kost de næste 4 uger syntes jeg det måtte være på sin plads med en lille gave til mig selv og det blev så de fine grønne og turkise Mano kopper fra Kähler, som eg har luret på længe. De er fine og blendemaden ryger da ligesom lidt nemmere ned fra sådan en fin kop
Tilføj billedtekst
I mellemtiden kan jeg glæde mig over disse smukke blomster..




Og over min søde overbo der lige har været forbi med denne her. Dejligt (:

14 kommentarer:

  1. Hollaop! Det lyder godtnok som en hård omgang... Øv for filan :-(

    Men du slap immervæk heldigt (selvom jeg personligt ville være pænt træt af det med tænderne) - og som du selv siger; uden cykelhjelmen kunne det være gået HELT galt. Halleluja for dén. Og for dig, fordi du havde husket at tage den på!

    Pas godt på dig selv.

    SvarSlet
  2. Du godeste! Puha da..
    Godt det, trods alt, ikke gik værre!!
    Og tak for reminderen - for det må nemlig ikke blive en vane at glemme cykelhjelmen! Heller ikke på de korte ture!
    I samme ombæring som jeg købte cykelhjem til min datter købte jeg også til mig selv, nemlig med begrundelse om "at hvad hjælper det, hun klarer sig uskadt, hvis jeg bliver hjerneskadet?!"
    Jeg mistede selv begge mine forældre i de meget spæde teenage år, og synes virkelig - vi som forældre - er forpligtede til at passe på os selv! Især for vores børns skyld!
    Så tak for reminderen! Og rigtig rigtig god bedring til dig - jeg håber du, og din familie, er kommet Jer over forskrækkelsen.

    Kærligst Louise

    SvarSlet
  3. Uha hvor lyder det bare RIGTIG slemt Iben!!!! Håber så meget, at du snart bliver smertefri og kommer ovenpå igen - jeg ved godt, at du slap billigt, men det lyder meget barsk at få tænderne slået ud. Du fortjener fuldt ud den skønne kop og nøøøøj hvor var det godt, at du lige netop den dag greb hjelmen på vej ud af døren!!!!!!!!!
    Jeg deler dit synspunkt 100% med at vi forældre bliver nødt til at passe godt på os selv ellers giver vi ikke vores børn det bedste og det er jo det vi så inderligt gerne vil! - og det ungerne i sidste ende har brug for.
    Jeg er helt flov over, at vi voksne herhjemme også (alt for tit) 'glemmer' vores cykelhjelme imens pigerne ALDRIG ALDRIG cykler uden...du har virkelig sat mine tanker i gang.....
    Jeg ønsker dig rigtig god bedring og tak for et tankevækkende indlæg!!

    SvarSlet
  4. Puha, det lyder ikke godt og alligevel som du skriver er det godt at der ikke skete mere. Jeg ønsker dig god "bedring" og håber du har nogle der kan pusle om dig.
    ... og måske skulle jeg lige finde min hjelm frem, for jeg er faktisk en af dem der har en - men ikke bruger den ret tit (ok, man må ikke lyve - faktisk aldrig)!

    SvarSlet
  5. Ej undskyld Iben... men jeg må altså indrømme noget... Ik at jeg er skadefro el ynder at sole mig i andres ulykke, men det med de to manglende fortænder.... jeg kan altså ik lade være at fnise bare en lille smule.. så det godt lige på face også.. og det er jo IK fordi det er sjovt, men når der nu ik skete noget alvorligt..
    Selv har jeg faktisk prøvet noget lignende, det var dog kun den ene der blev slået ud, og det var altså gående, over et fodgængerfelt (har de mon gåhjelme på samme måde som cykelhjelme?!) godt nok midt om natten på vej fra det ene disko til det andet, men faktisk i pinlig ædru tilstand.. Det var da P**** træls, og veninderne nød at trække mig rundt på diverse barer hele natten og lave scoresmilet med den manglende fortand til diverse mandlige bar gæster..
    Nå jeg kom ud af en helt anden bane nu..!

    Til den seriøse del (NU fniser jeg ik mere!), for du har da helt ret, man skylder jo sine børn at passe ligeså godt på sig selv.. har tit tænkt hvor farligt det er når jeg kommer omkring cyklisterne i Århus, synes faktisk det er helt farligt for mig at køre bil omkring dem!.. Her hvor jeg bor er det jo ik så slemt på samme måde, men jeg burde burde burde da invistere i den hjelm! SYnes også det er lidt dårligt at de ska ha hjelm på når jeg ik har.. "det fordi jeg er voksen?!"... hmmm...

    Nå men er sikker på krusene vil gøre din sondemad godt, har selv lige fået dem akkurat magen til i akkurat samme fine farve..

    Og blomster... Du skal nok blive go igen, og så er det jo godt med en lille påmindelse engang imellem... :)

    Klem og smil herfra... :)

    SvarSlet
  6. Åh nej dog!! Din stakkel. Puha, godt du havde husket hjelmen - nej, hvor frygteligt at tænke på hvor slemt det kunne have gået.

    Ja, jeg indrømmer blankt at jeg cykler uden hjelm. Egentlig ikke fordi jeg ikke VIL have en hjelm på, men jeg har bare ikke liiige fået købt én. Tror vist lige jeg skal have mig en meget hurtigt efter dette wake-up call !!
    Og ja, du har ret - børnene får ALDRIG lov til at cykle uden hjelme, så man har altså også bare selv at være et forbillede.

    Rigtig god bedring med tænderne.

    Kh Ulla.

    SvarSlet
  7. Der findes nemlig rigtig mange flotte cykelhjelme - og de behøver altså ikke være kedelige. Min er rigtig lækker og lilla!

    For 2 år siden blev jeg en morgen på vej til skole kørt ned bagfra af en knallert. På det tidspunkt havde jeg ikke fået en cykelhjelm, men slap dog alligevel med nogle hudafskrabninger og en KÆMPE bule over det ene øje.

    Set i bakspejlet burde jeg nok straks derefter have købt mig en hjelm, men det fik jeg ikke gjort før her i foråret, da min svigermor besluttede sig for at hun godt vil betale en hjelm til min kæreste og jeg hvis så bare vi ville bruge den.

    Nu kan jeg simpelthen ikke tage en tur på min cykel uden hjelm - fordi jeg føler mig helt overbevist om at den dag jeg tilfældigvis ikke har den på vil være den dag det går galt. For man kan køre nok så forsigtigt, men det er ikke ensbetydende med at alle andre gør.

    Håber du får det bedre!

    SvarSlet
  8. Tusind tak for alle jeres søde ord, medynk og virtuelle kram. Det varmer bare rigtig meget, når man isdder her i sofaen og slikker sine sår.

    For ja jeg er stadig i total chock over den grimme oplevelse. Har ondt overalt og selvfølgelig især i munden. I morgen skal jeg til tandlæge og han kan forhåbentlig give et bud på om tænderne vil vokse fast igen og leve og hvis ikke hvad alternativerne er.

    Louise, det gør mig virkelig ondt at høre du skulle miste dine egne foældre alt alt for tidligt. Jeg kan forestille mig at man i din situation er ekstra meget bevidst om hvor vigtigt det er at passe godt på sig selv som or og som menneske.

    Jeg siger det lige igen. På med hjelmen hver gang og hermed godnat fra mig

    SvarSlet
  9. Puha kan forestille mig hvordan du har det. Lettet fordi der ikke skete mere og så alle tankerne om hvad der kunne være sket....

    Jeg ved jeg ligner et fjols med cykelhjelm men tør ikke lade være. Min model er heller ikke en af de fixe design modeller, så måske jeg skulle opgradere til et lidt mere smart look :-)

    Rigtig god bedring

    SvarSlet
  10. Sikke en ubehagelig oplevelse, Iben. Og virkeligt godt indlæg. Det er så vigtigt med den hjelm. Jeg bruger oftest cykelhjelmen, men må indrømme at jeg ind imellem kommer for hurtigt ud ad døren. Det vil jeg sørge for ikke sker mere.

    Ønsker alt det bedste til dig! Lyder godt at du forkæler dig selv lidt ovenpå ulykken.

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
  11. Av av hvor er det synd for dig! Håber tandlægen kan lave det godt og ordentligt. Og tak for reminderen! Vi fik barn i april og har siden snakket om "at nu skal vi da også til at bruge cykelhjelm", men det bliver ligesom ikke rigtig til noget. Det må være et weekendprojekt at få dem købt.
    Rigtig god bedring - og god ide at forkæle dig selv med lækkert design, når du skal leve at flydende mad i fire uger. Godt det er efterår, så der kan laves nogle gode supper mm.:-)
    Kh Iben

    SvarSlet
  12. Fyforpyffer for en grim 'held i uheld' oplevelse. De cyklende poder vi har færdes også med cykelhjelm - det er ikke til diskussion selvom man er blevet 12!! Personligt har jeg vist ikke ejet en cykel siden jeg var 16 - vi matcher bare ikke, cykler og jeg (men som Rakel burde jeg nok også iføre mig en fodgængerhjelm, for jeg er dælme et skrummel)

    God bedring med bisserne - godt man kan lave så mange lækre supper.

    kram,
    Trine

    SvarSlet
  13. Hej Iben - har lige læst dit indlæg, og kom til at tænke på en tankevækkende tekst, som står på safety-on bord pamfletterne i flyet:
    "Placér først iltmasken på Dem selv - dernæst på barnet"
    ...underforstået; hvis du besvimer af iltmangel er du ikke i stand til at hjælpe dit barn, så sørg først for dig selv.
    Nu mangler jeg så bare selv at leve op til det... ;o)

    SvarSlet
  14. Hej, hvordan mon det går med dig! Jeg håber du giver dig selv lov til at komme dig helt og at din pause herinde ikke skyldes dit uheld - men andre naturlige årsager... endnu engang: god bedring!

    SvarSlet

About me

Mit billede
Jeg er 34 år og læge med hang til kreative sysler. Elsker at sy, strikke, istandsætte loppefund og fotografere. Når solen skinner er jeg desuden at finde med jord under neglene i vores skønne kolonihave. Er mor til Lucca fra 2006 og Kalle fra 2008 og bor sammen med min kæreste Jens i byens skønneste gade.
 

Pusteblomster Design by Insight © 2009